LEDIGE STILLINGER

Kunstfaglig projektleder til Billedskolen Storstrøm 

Vi søger en engageret, dygtig og udadvendt projektleder til vores Billedskole. Stillingen er deltid og ideel for dig, der har andre jern i ilden, som du også gerne vil have tid til i dit arbejdsliv. 

Det vil også være muligt at kombinere stillingen med ekstra projekttimer i perioder. 

Om os

Billedskolen Storstrøm er en tværkommunal Billedskole, der dækker Vordingborg, Næstved, Faxe og Stevns kommuner. Vi har pt 15 ugentlige fritidshold og 10 undervisere ansat foruden en række løst tilknyttede kunstnere. Derudover laver vi en lang række projekter i alle kommuner og har samarbejder på kryds og tværs af andre kulturinstitutioner og eksterne aktører. Du vil derfor få en stor samarbejdsflade fra kommunernes kulturkonsulenter over skoler og dagtilbud til kunstnere og andre kulturaktører. 

Vi er en ambitiøs Billedskole, der vægter høj faglighed hos vores undervisere, ligesom vi også forventer af dig, at du er skarp på og har en stor interesse i kunst for, med og af børn og unge og i undervisningssammenhænge.  Vi ser det som vores fornemmeste opgave, at vores undervisning er med til at styrke og sætte kreativiteten fri hos de børn og unge, vi møder. Hos os skal der både være plads til eksperimenter, store armbevægelser, fordybelse, vild kreativitet og teknisk nørderi.

Billedskolen er primært for børn og unge mellem 6 og 16 år, men der er også mindre projekter, som rækker ud over denne målgruppe. 

Billedskolen har hovedkontor på Kunsthal Rønnebæksholm i Næstved. Det vil være din primære arbejdsplads, men stillingen vil også bringe dig til møder og projekter rundt i alle 4 samarbejdskommuner, ligesom der vil være konferencer og netværksmøder, som kan være relevante at deltage i. 

Du vil arbejde tæt sammen med leder af Billedskolen Sigrid Abrahamsen, der også er leder af Talentskolen i Næstved, som er en kreativ ungdomsuddannelse med 6 forskellige kunstretninger. 

Stillingen byder på lige dele projektudvikling, styring og daglig drift. 

Opgaverne er: 

  • Projektudvikling og projektorganisering
  • Fundraising 
  • Sparring og strategi
  • Markedsføring 
  • Booking af lokaler og kontakt til undervisere
  • Forældrekontakt og styring af tilmeldinger. 

Om dig:

  • Du har en relevant kunstfaglig uddannelse eller tilsvarende meritter inden for kunst: Kunsthistorie, Visuel kultur, kunstakademiet el. lign. 
  • Du arbejder selvstændigt og er udadvendt og god til at samarbejde 
  • Du kan lide at idéudvikle og sparre med andre.
  • Du sætter pris på at have mange bolde i luften på en gang.  

Arbejdstid: 18 timer ugentligt 

Ansøgningsfrist: 22 marts 2021

Samtaler: 26. marts 2021 på Rønnebæksholm i Næstved 

Stillingen kan kun søges gennem dette link: projektleder til Billedskolen Storstrøm

Start: Hurtigst muligt

Overenskomst: Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst indgået mellem KL og den forhandlingsberrettigede faglige organisation. Stillingen er en specialiststilling.

For spørgsmål til stillingen: Kontakt billedskoleleder Sigrid Abrahamsen på tlf.: 21344637